Lea Porsager – Magnetic Correspondence
af Mathias Kryger
Er der to af mig når jeg ser dobbelt? Ser du mig i alle mine fordoblinger?
Lad os forestille os: Du er delt i to. Eller bedre, du er fordoblet.
Den ene af dig befinder sig langt ude i rummet. I det yderste hvor ord som mørket og stilhed er lige meget og hvor oppe måske er lige så meget nede. Den anden af dig befinder sig tilsvarende langt nede i sindets dybeste, langt væk fra i dag. Igen er oppe og nede nok lige meget og det blændende mørke er dunkelt klart.
Som i skolens regnestykker begiver du jer begge to af sted mod den anden og samme i lige linie med samme fart. Du har begge to tilbagelagt samme afstand i præcis det samme tidsrum. Spørgsmålet er nu: Hvor mødes du? Hvor folder du dig sammen?
Lea Porsagers (1981) Magnetic Correspondence er en multi-medial fremstilling, der indeholder video, foto, foto-collage, lyd og ikke mindst tekst. Lea præsenterer en magnetisk lag-på-lag-korrespondance, der omkredser et ekstensivt arkæologisk arbejde ned i dobbeltgængerfænomenet. I tredive tekster, med spor efter korrespondancer mellem kunstneren og dennes fordoblede anden, støder vi på mystiske størrelser som pyramider, en forstenet Lenin, krystalkugler og sadomasochisme og på skikkelserne Dr. John Dee, Edward Kelley, Aleister Crowley, Rudolf Steiner og hypnotisøren E. Lunøe.
Er Leas dobbeltgængerundersøgelse en opdagelsesrejse – en Jules Vernesk rejse mod kroppens og sindets indre? Er rejsen indad og nedad i lagene – et psyko-arkæologisk muldvarpespor – også en raketfart udad i rummet?
I radarskærmenes spejl-kommunikation med satellitterne og tilbage igen fordobles den hvide parabol og de kalder på hinanden over uoverskuelige afstande. De råber højere end hunde kan høre og lader sig uforståeligt udelukkende indfange som sørgmodigt langsomme bevægelser rundt om egen summende akse. SvalSat. Disse himmelskrig, mimer de Edward Kelleys og Aleister Crowleys? Nogen gange hvisker de svalt. Satellitterne hvisker til hinanden og vi kan ikke høre.
Er Leas dobbelgængerundersøgelse en a-geografisk mapping af rejsen fra inderst til yderst – en optegnelse og logbog over afstande mellem selvets fortrolighed med sig selv og med tabet af selvet?
En kvinde i latex er spændt ud mellem fastholdelse og vægtløshed. Der hænger hun ansigtsløst med sit lange røde hår og sine varme skyggers skygger. ”Hvad sker der med mine arme og ben?”. Kvaliteten af billedet er latex. Hun er latex.
Er Leas dobbeltgængerundersøgelse en historisk optegnelse over et mod-narrativ – en genopdagelse af en fodnotet parallelhistorie, der vidner om en anden vej ind i verden?
De 30 skrig gange to kolonner tæller baglæns ind i alkymiens historie. Historien danser med sit bløde greb om livet som okkult resonansrum. Og der mødes Rudof Steiner og Saddam Hussein. Det er porno indefra. Og historien taget bagfra.
K a t a l o g O v e r K e n d s g e r n i n g e r :
Lea var dér, i hypnosen.
Lea var dér, i Svalbard.
Pyramiden er dér, i Svalbard. Et bjerg, en by.
Ingen bor længere i Pyramiden.
To store golfkuglelignende radarstationer står dér, i sneen i Svalbard.
Lea, Magnetic Correspondence, samlet set, svinger for mig som et pendul mellem netop det øde og summende landskab eller det sorte, ydre rum og så derfra helt ind i en fortættet psyko-geografisk tilstand. Jeg ved naturligvis med mit rationelle sind, at du som kunstner er tilstede i dit værk, men ikke desto mindre har jeg en oplevelse af dit fravær eller din undergang i Magnetic Correspondence. Jeg tror, det er penduleringen, der gør det svært for mig at fastholde dig. Er det værket, der tager over og udgrænser dig? Du er ikke hende.